Bevar
relationen

UDFORDRING

Pårørende til mennesker med demens oplever ofte stor sorg og frustration, når de mærker, at deres kære glider fra dem. Mennesker med demens kan forandre sig voldsomt – og de pårørende kan ikke stille noget op. Det kan gøre det vanskeligt at bevare en givende relation.

For pårørende til beboere på plejehjem kan det betyde, at de undgår besøg, fordi det kan være forbundet med (for) stor sorg og måske tab af den alderdom, man havde drømt om sammen – eller simpelthen sorgen over at miste det menneske man kendte, uden at have redskaberne til at være sammen på en ny måde. Pårørende kan være så vrede og afmægtige, at de retter deres frustration mod personalet. De mister tilliden til, at plejecentret kan varetage deres kæres behov, og kommer derfor til at ‘tjekke’ personalet. Det kan blive meget konfliktfyldt. Nogle gange går det så galt, at en beboer skifter plejehjem. Og det er hverken godt for beboeren, de pårørende eller det enkelte plejehjem.

Konkret kan der være situationer, hvor beboere med demens går rundt og siger lyde hele tiden. Demensen er kommet dertil, hvor den har sat sig på sprogcenteret, og jo mere der foregår, jo højere bliver lydene. De pårørende kan i sådanne situationer føle sig helt magtesløse.

HANDLING

Maria Tønnersen* fortæller om en situation, hvor personalet inviterede en beboer med ind i CalmViso Demensstuen. Forud havde de talt med den pårørende om beboerens tidligere liv og interesser og valgte derfor at sætte en håndværkerfilm på. Da der var gået 20 minutter kom beboeren (som hidtil kun havde sagt lyde) langsomt i tanke om sit sprog og begyndte at sige ord, mens de så filmen sammen.

Det der skete var, at vi sad isoleret i CalmViso-stuen. Vi var gået ind, havde lukket døren, trukket gardinet ned og reguleret belysning og lyd. Og så sad vi bare uden at sige et ord og så den her film; og så begyndte beboeren at tale, fortæller Maria Tønnersen.

Der skulle 20 minutters ro til, før beboeren kunne slappe af og føle, at der ikke blev stillet højere krav, end han kunne imødekomme. Personalet inviterede efterfølgende den pårørende ind i CalmViso-stuen sammen med beboeren for at vise, hvad der skete med hendes kære i de nye omgivelser.

Anden gang gik der kun 10 minutter, før beboeren begyndte at snakke, og så begyndte den pårørende at græde. Det var simpelthen så stort, fortsætter Maria Tønnersen.

Det var en kæmpe læring for både personalet og den pårørende, hvilke omgivelser og hvor meget ro der skulle til, før beboeren havde overskud til at byde ind.

Demensstuen gav nogle stimulerende rammer, som ikke stillede større krav, end beboeren havde ressourcer til at deltage i.

RESULTAT

Efter besøget i Demensstuen oplevede den pårørende mindre frustration. Pludselig havde hun et værktøj til at være sammen med sin kære på en værdifuld måde. De fik efterfølgende lov til at bruge Demensstuen så ofte, de havde lyst. Hvis de fx skulle spise frokost sammen, så sad de derinde. Den pårørende lærte, at hun skulle være stille og vente til hans kære havde overskud til at byde ind.

På denne måde var Demensstuen med til, at parret kunne bevare deres relation og skabe livskvalitet for dem begge.

*Maria Tønnersen arbejder indenfor demensområdet og er tidligere leder for et demensafsnit på et plejehjem.

Bliv ringet op

Indsæt venligst Navn
Indsæt venligst Telefonnummer