Det samfundsmæssige perspektiv

Nogle mener, at velfærd kan måles på, hvor godt vi behandler samfundets svageste. I mange år har vi arbejdet med at skabe bedre vilkår for mennesker med demens. Vi har opkvalificeret personalet, oplyst samfundet, skaffet demens-venner, afholdt demens-uger, skabt demens-landsbyer og meget mere. Alt sammen med den bedste intention om at forbedre livet for mennesker med demens. Men hvad nu, hvis initiativerne har haft den modsatte effekt?

Tom Kitwood (engelsk psykolog og professor) skrev om den ‘negative socialpsykologi’. Et begreb som bl.a. dækker over den stigmatisering, underkendelse og objektificering mange mennesker med demens oplever. De holder op med at repræsentere en samfundsmæssig værdi og føler sig ‘dømt ude’. En tilstand som Kitwood mener, at vores samfundsstruktur er med til at fremmane. Vi laver systemer, som arbejder OMKRING – og ikke MED mennesker med demens. Vi laver demenslandsbyer for at skabe trygge og sikre rammer. Men konsekvensen bliver, at vi isolerer og holder menneskerne med demens ude af samfundet. Vi ser dem ikke og oplever ikke, hvad der sker med mennesker, når de får en demenssygdom.

Det påvirker selvfølgelig også de pårørende, og dem der arbejder inden for demensområdet. Der er skabt nogle rammer, hvor plejeindsatsen hele tiden måles og vejes: Dokumentation, demensvenlig indretning, forbrug af medicin, antal af magtanvendelser osv. Der er ikke reelt fokus på, hvordan det opleves at have en demenssygdom, og hvordan man håndterer sin sygdom i det daglige. Det er et nyt perspektiv og et arbejde, der har været igang i mange år. Men der er lang vej endnu.

Kreativ inklusion

I England har de åbnet ‘The Restaurant That Makes Mistakes‘ – Restauranten der laver fejl. Et spisested bemandet med mennesker med demens. Her kan man virkelig tale om inklusion og om at skabe rammer, hvor mennesker stadig kan føle, at de har en samfundsmæssig værdi. Restauranten er et meget fint eksempel på et projekt, der nedbryder den negative socialpsykologi og opdyrker beskæftigelse og anerkendelse.

Den Nationale Demenshandlingsplan

Da regeringen og satspuljepartierne i 2016 udgav Den Nationale Demenshandlings-plan, blev der sat en tydelig retning: Mere menneske – mindre sygdom. Handlingsplanen har affødt en masse udvikling og læring rundt omkring i hele landet.

For nyligt er der udgivet en opsamling af de mere end 56 forløb, landets kommuner og regioner har haft i gang de sidste tre år under delindsatsen ”Praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner”. Kort fortalt viser rapporten at;

  • kompetenceløftet har øget deltagernes viden om demens og kendskab til indsatser på demensområdet
  • størstedelen af deltagerne kan omsætte og anvende ny viden og redskaber i praksis efter kompetenceløftet
  • kompetenceløftet har styrket praksis på flere parametre (fx styrket forståelse af situationen hos mennesket med demens)
  • kompetenceløftet har bidraget med større refleksion, en større lyst til at tilegne sig viden, en større tilfredshed i arbejdet og en større sparring.

Så der er mange skridt i den rigtige retning, men stadig et stykke vej at gå endnu.

Ikke kun et spørgsmål om ressourcer

Der skrives en del om mangel på ressourcer, når der sker fejl og omsorgssvigt. Og det er det også flere steder i ældreplejen. Men det handler ikke kun om ressourcer. Det handler også om menneskesyn. Om hvordan vi anerkender mennesker med demens, taler med dem, er sammen med dem og støtter dem i at have et meningsfuldt liv.

Bliv ringet op

Indsæt venligst Navn
Indsæt venligst Telefonnummer